Gå til indhold

Indkøb og medicin

Herunder kan du læse om nogle af Danske Regioners særlige indsatser indenfor indkøb og medicin i 2016.

 

 

En samling indkøbsvogne

Fælles indkøb

I 2016 har vi haft fokus på at styrke samarbejdet om indkøb. Når flere regioner sender varer og tjenesteydelser i fælles udbud, kan der opnås lavere priser. I 2016 har regionerne lavet 24 nye fælles udbud for ca. 480 millioner kroner med et samlet besparelsespotentiale på omkring 50 millioner kroner.

Over en tredjedel af regionernes budgetter går til indkøb, som årligt løber op i 38 milliarder kroner. De senere år har regionerne taget en række initiativer for at optimere indkøbene og frigøre ressourcer til gavn for kerneforretningen.

 I økonomiaftalen for 2017 blev det aftalt med regeringen at øge det hidtidige effektiviseringsmål på indkøbsområdet fra 1 milliard til 1,5 milliard kroner i 2020. De frigjorte midler kan regionerne frit prioritere til forbedringer på sundhedsområdet.

-  Når regionerne køber effektivt ind - både hver for sig og i fællesskab - sikrer vi solide besparelser, så vi kan bruge penge på patienterne i stedet, siger Stephanie Lose, formand for Danske Regioners udvalg for sundhedsinnovation og erhvervssamarbejde.

Læs mere:

Medicinrådet

Efter flere års stigende udgifter til sygehusmedicin tog Danske Regioner i foråret 2016 initiativ til at etablere Medicinrådet med det formål at sikre hurtig og ensartet ibrugtagning af ny medicin på tværs af regioner og sygehuse. Samtidig skal Medicinrådet sikre regionerne bedre priser gennem forhandlinger, hvor priserne på medicin fremover skal matche den merværdi, som medicinen giver patienterne.

En række interessenter har været inddraget i tilblivelsen af Medicinrådet, hvilket betød, at Medicinrådet efter at være blevet en realitet den 1. januar 2017 står på et solidt fagligt grundlag med opbakning fra patientforeninger, industrien, regering og Folketing.

Læs mere: