Gå til indhold

Arbejdsgiver og aftaler

Herunder kan du læse om nogle af Danske Regioners særlige indsatser indenfor arbejdsgiver- og aftaleområdet i 2016.

 

 

Illustration af figurer der har ordene - Godt arbejdsmiljø - på trøjerne

Arbejdsmiljø

Travlhed har også fyldt i 2016. Regionerne tager et godt arbejdsmiljø alvorligt, og i april blev ekspertrådgivning vedrørende forskellige psykiske arbejdsmiljøproblemstillinger tilgængeligt for alle regionale arbejdspladser. 

Initiativet udspringer af overenskomstforhandlingerne 2015, hvor Danske Regioner og Forhandlingsfællesskabet blev enige om at sætte yderligere fokus på et godt psykisk arbejdsmiljø i regionerne og betyder i praksis, at man kvit og frit kan rekvirere nogle af landets bedste arbejdsmiljøeksperter.

Der blev i 2016 også igangsat et større fælles forskningsprojekt, der skal afdække, hvilke faktorer der har en effekt, hvad der er årsag og virkning, samt hvilke tiltag der skaber reelle og målbare forbedringer i forhold til psykisk arbejdsmiljø. Resultaterne skal give et stærkere fundament for at forbedre arbejdsmiljøet i regionerne.

- Vi skal sikre et godt psykisk arbejdsmiljø, både af hensyn til de ansatte og fordi vi er sikre på, at det også vil komme patienterne til gode, siger Anders Kühnau, formand for Danske Regioners løn- og praksisudvalg.

Almen praksis

I efteråret 2016 gik forhandlingerne om en ny aftale mellem Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation i gang. De praktiserende læger er en grundsten i det danske sundhedsvæsen, og lægernes kompetencer skal bruges endnu bedre end nu. For når det danske sundhedsvæsen fremover skal behandle flere kronikere og flere multisyge patienter, er der behov for nye løsninger og smartere organisering.

På den baggrund ønsker regionerne at satse på og understøtte almen praksis, så sundhedsvæsenet tager bedre hånd om patienterne i det nære sundhedsvæsen.

Læs mere: