Råstoffer - er der behov for en national strategi?

Der er stigende efterspørgsel efter råstoffer fra bygge- og anlægsbranchen samtidig med, at den ressource, som vi har, kommer under et stadigt større pres. Derfor har Danske Regioner bedt Copenhagen Economics om at udarbejde en analyse af råstofmarkedet i Danmark.

Størstedelen af vores råstoffer indvindes i dag til lands. Men indvinding til havs, samt genanvendelse af byggemateriale, udgør også et væsentligt bidrag. Regionerne giver hvert år tilladelse til at der indvindes ca. 30 millioner kubikmeter sand grus og ler i danske råstofgrave. Til sammenligning indvindes der omkring 8 millioner kubik meter fra havet og 8 millioner tons byggeaffald genanvendes. I dag genanvendes 87 % af alt bygge- og anlægsaffald, men der er som oftest tale om nyttiggørelse, således at det meste bygge- og anlægsaffald ikke bearbejdes til en kvalitet, hvor det erstatter jomfruelige råstoffer.

Samlet set tegner udgifter til råstoffer sig for 15 % af de samlede udgifter ved bygge og anlægsarbejder. Særligt transport er alpha og omega for både råstofprisen og for miljøbelastningen. Råstofprisen fordobles som hovedregel for hver 30 km man transporterer det. I 2016 brugte bygge- og anlægsbranchen 2,7 milliarder på sand, grus og sten mens transporten kostede 4 milliarder. Hvis man derfor kan sammentænke tilgængeligheden af råstoffer på havet med dem på landjorden, så kan man sikre en større nærhed mellem behov og forekomst. Det ville være til gavn for både økonomi og miljø.

Regionerne er myndighed til lands, staten til søs, og kommunerne er myndighed, når det gælder genanvendelse af bygge- og anlægsmaterialer. I takt med at det bliver sværere at udpege landarealer til råstofinteresseområder, mener Danske Regioner, at potentialet for genanvendelse samt indvinding til havs bør udnyttes bedre. Det bør ske i en samlet strategi for området.

 

LÆS MERE:

Råstoffer - er der behov for en national strategi?