Om de fem regioner

Regionernes hovedopgave er at styre det danske sundhedsvæsen, og de varetager også opgaver inden for socialområdet og regional udvikling.

Strukturreformen i 2007 skabte en ny regional struktur, hvor 14 amter blev nedlagt og fem nye regioner blev oprettet. På lokalt plan blev 271 kommuner reduceret til 98. Siden 2007 har opgavefordelingen i den offentlige sektor derfor været fordelt mellem staten, fem regioner og 98 kommuner.
Regionernes styrende organer er regionsrådene med 41 folkevalgte medlemmer, som vælges for fire år ad gangen. I spidsen for regionsrådet står regionsrådsformanden, der vælges af regionsrådet.

Det regionale Danmarkskort:

 

Regionernes hovedopgave er at styre og administrere det danske sundhedsvæsen. Regionerne står dermed for både den somatiske og psykiatriske behandling. Regionerne har ansvaret for den behandlende psykiatri, der omfatter stationær og ambulant behandling på psykiatriske sygehuse, centre og afdelinger. Desuden omfatter den distriktpsykiatri, opsøgende psykoseteam og andre udgående team. Derudover skal regionerne yde konsulentbistand til regionale og kommunale institutioner.
Regionerne har derudover ansvar for at drive og udvikle en række institutioner for udsatte grupper og mennesker med særlige behov - blandt andet inden for det sociale område, socialpsykiatrien og specialundervisning.

Regionerne har tillige opgaver inden for områderne regional udvikling, erhverv, uddannelse og kultur, natur og miljø og kollektiv trafik. Det betyder at regionerne har ansvaret for at planlægge udviklingen i de enkelte regioner i samarbejde med kommunale og øvrige lokale aktører.

Endelig er regionerne arbejdsgivere for personale ansat i sundhedssektoren og skal dermed forhandle løn og arbejdsvilkår med de ansatte.

Regionernes finansiering

Regionerne finansieres gennem bidrag fra staten og kommunerne, herunder takstbetalinger. De tre områder Sundhed, Social- og specialundervisning samt Regional udvikling, finansieres særskilt og skal hver for sig være i balance.

kontakt

Hvis du vil vide mere

Katrine Tang,
Sekretariatschef og vicedirektør
T 3529 8438
M 2917 0928
E kta@regioner.dk
Katrine Tang ny