Trods udkantspolemik vælger unge det lokale gymnasium

Tre ud af fire unge vælger det lokale gymnasium, og uden for hovedstadsområdet er det otte ud af ti, viser ny analyse. Tendensen bekræfter, at vi fra politisk hold skal sikre uddannelsesmuligheder i hele landet, siger Stephanie Lose, næstformand i Danske Regioner.

Affolkning, butikslukninger og dødvande. Danmarks yderområder skal ofte lægge postnummer til mange negative skudsmål, men når unge skal vælge deres foretrukne gymnasium, kan udkanten sagtens være med. Her står det lokale gymnasium øverst på ønskesedlen for langt de fleste.

På landsplan havde tre ud af fire unge, der søgte dette almene gymnasium (STX) i 2017, det lokale gymnasium førstevalg. Uden for hovedstadsområdet var det flere end otte ud af ti unge. Det viser en ny analyse fra Danske Regioner på baggrund af tal fra Undervisningsministeriets Uddannelsesstatistik. Udtrykket lokalt gymnasium henviser til et offentligt gymnasium beliggende i samme kommune som ansøgerens bopæl.

Uddannelsessteder gavner flere grupper

Ifølge Stephanie Lose, næstformand i Danske Regioner, understreger analysen vigtigheden af, at der er uddannelsesmuligheder i hele landet.

”Hvis ikke vi sørger for en bred geografisk fordeling af fx gymnasier og erhvervsuddannelser, risikerer vi, at dele af i Danmark går i stå. Derfor har vi som politikere et ansvar for, at vores unge mennesker kan vælge en god uddannelse der, hvor de bor. For de mindre samfund har uddannelsesinstitutionerne samtidig en vigtig betydning som arbejdsplads og kulturelt samlingspunkt,” siger hun.

Selvom de fleste unge vælger lokalt, kæmper uddannelsesinstitutionerne om de små ungdomsårgange, og det gør det svært at drive uddannelsesinstitution uden for de store byer. Så i januar vedtog Folketinget en lov, der fra 1. februar har givey politikerne i regionsrådene et redskab til at sikre solide uddannelsesmuligheder i hele landet. Regionspolitikerne kan nu lægge et loft over elevoptaget på gymnasier i de større byer, som ellers potentielt kan støvsuge oplandets elever.

Hånden under uddannelsessteder

På den måde sikres en stabilitet for de mindre gymnasier, som kan koncentrere sig om at levere undervisning af høj kvalitet frem for at bruge krudt på hvervekampagner.

”Hvis vi som samfund ønsker, at der skal være uddannelsesmuligheder i hele landet, må vi anspore den gruppe unge, der ønsker at søge ind til de større byer, til at vælge lokalt. Der skal selvfølgelig være valgfrihed, men når uddannelsesinstitutionerne har så stor betydning for yderområderne, skal vi også holde hånden under dem. Det handler dybest set om at skabe gode levevilkår i hele landet,” siger Stephanie Lose.

Unge fra oplandsområder kan fortsat søge ind på gymnasier i de store byer, hvis der er ledig kapacitet på gymnasierne. En opgørelse fra Danske Regioner viste sidste år, at 95 procent af de unge fik mulighed for at gå på det gymnasium, de ønskede som førsteprioritet.

Læs mere:

Analyse: Førsteprioritetsansøgninger til lokale gymnasier i 2017 (februar 2018)
Opgørelse: 95 procent begynder på deres drømmegymnasium (juni 2017) 

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Kasper Munk Rasmussen, seniorkonsulent
Center for Vækst, Erhverv og Regional Udvikling (VERU)
T: 3529 8207
M: 2283 9557
E: kmr@regioner.dk

Jon Bøge Gehlert, presserådgiver
Kommunikation
M: 2115 2910
E: jbg@regioner.dk

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Stephanie Lose,
Formand for Danske Regioner, regionsrådsformand
T -
M 25 33 09 82
E slo@rsyd.dk
Stephanie Lose
Læs mere

Relaterede nyheder