Gå til indhold

OK18: Flere hospitalsområder undtages fra konflikt

Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Foreningen af Speciallæger og Yngre Læger har i dag aftalt at friholde en række hospitalsområder fra en eventuel konflikt. Regionerne arbejder fortsat på at indgå en overenskomstaftale med de regionalt ansatte.

For både strejker og lockout vil der være en række områder, hvor nødberedskabet stort set vil svare til almindelig bemanding, og hvor områderne med de indgåede aftaler om nødberedskaber vil kunne opretholde almindelig drift under en potentiel konflikt.

Der er desuden en række områder, hvor det har vist sig vanskeligt at få etableret det nødvendige nødberedskab grundet mange vakante stillinger med mere. I begge tilfælde indgås der løbende mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og de faglige organisationer aftaler om at undtage sådanne områder fra arbejdsstandsningerne.

Områder undtages

Senest er det mellem RLTN og lægeorganisationerne aftalt generelt at undtage følgende områder under en eventuel konflikt:

  • De fælles akutmodtagelser samt akut- og traumeafdelinger
  • Onkologi (kræft)
  • Hæmatologi (blodsygdomme)
  • Pædiatri (børn)

”Hvis det kommer til en konflikt – hvilket vi vil arbejde hårdt for at undgå – vil vi i regionerne gå langt for at sikre, at akut syge og børn alligevel bliver behandlet. Patienterne må ikke blive taget som gidsler i den danske model,” siger Anders Kühnau, chefforhandler for Danske Regioner og formand for RLTN.

Nødberedskaber falder på plads

I begyndelsen af marts varslede de faglige organisationer strejker på hospitalerne, hvor blandt andre narkose- og røntgenlæger, sterilcentraler og portører ved en konflikt skal nedlægge arbejdet. Dermed vil store dele af hospitalerne blive lammet, og derfor varslede RLTN efterfølgende lockout, hvis det kommer til en konflikt.

RLTN og Danske Regioner ønsker og arbejder for at nå til enighed om en fornyelse af overenskomsterne, men hvis det ender med en konflikt, er en række forholdsregler nu ved at falde på plads. De såkaldte nødberedskaber på hospitalerne er tæt på komplette i forhold til den varslede strejke, og regionerne har påtaget sig opgaven med at udpege de afdelinger, som grundet lockout får brug for nødberedskaber. Det arbejde er fortsat i gang.

Kontakt

Hvis du vil vide mere

 

Signe Friberg Nielsen, forhandlingsdirektør
Direktion
T: 3529 8235
M: 4030 5788
E: sif@regioner.dk

Jon Bøge Gehlert, presserådgiver
Kommunikation
M: 2115 2910
E: jbg@regioner.dk

Læs mere

Relaterede nyheder

Overenskomster for det regionale arbejdsmarked er stemt hjem

Afstemningen om OK24 er afsluttet for 150.000 regionalt ansatte, og resultatet er et klart ja. Dermed træder de nye overenskomster i kraft med tilbagevirkende kraft fra 1. april 2024. Heino Knudsen, formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), glæder sig over opbakningen til de indgåede aftaler.

Læs mere

Danske Regioner: Bedre lægedækning for de mest syge danskere er muligt med ny patientfordeling i almen praksis

Det skal være mere attraktivt at være praktiserende læge i de områder, hvor behovet hos borgerne er størst.  Det er det ofte i områderne længst væk fra de største byer, og derfor skal læger her have færre patienter for at sikre bedre forebyggelse og behandling af fx kroniske sygdomme. Omvendt bør læger med de mest raske patienter have et højere patientantal. Det mener Danske Regioner, der snart forhandler ny overenskomst med Praktiserende Lægers Organisation. 

Læs mere

Diabetikere og andre med fodproblemer får glæde af ny overenskomst for fodterapeuter

Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Danske Fodterapeuter har indgået en ny overenskomst for de kommende tre år. Den kommer bl.a. diabetikere til gode med en fast bevilling til efteruddannelse i diabetes til fodterapeuter og flere projekter, der skal øge tilgængeligheden og sammenhængen i det nære sundhedsvæsen.

Læs mere

Ny overenskomst mellem regionerne og FOA er i hus

Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og FOA har indgået nye toårige overenskomster for bl.a. social- og sundhedsassistenter og ambulancepersonale. Aftalen rummer foruden midlerne fra OK-24 en udmøntning af trepartsaftalen, der samlet betyder højere vagttillæg og særydelser.

Læs mere