Gå til indhold

Stephanie Lose ny næstformand i Danske Regioner

Danske Regioners bestyrelse har i dag enstemmigt vedtaget, at Stephanie Lose afløser Jens Stenbæk som næstformand i Danske Regioner. "Jeg ser frem til de vigtige opgaver, ikke mindst de forestående økonomiforhandlinger med regeringen", siger den nye næstformand.

På et bestyrelsesmøde i dag har Danske Regioners bestyrelse besluttet, at Stephanie Lose, formand i Region Syddanmark, indtræder som næstformand i Danske Regioner i stedet for Jens Stenbæk, formand i Region Sjælland. Skiftet er trådt i kraft omgående, og Stephanie Lose udgør dermed Danske Regioners formandskab sammen med Bent Hansen, formand i Region Midtjylland.

Skiftet sker efter ønske fra Jens Stenbæk, som overtager Stephanie Loses post som formand for Udvalget for Sundhedsinnovation og Erhvervssamarbejde. Jens Stenbæk siger om rokaden:

- Det er uhensigtsmæssigt, hvis både Bent Hansen og jeg stopper samtidig. En konsensusorganisation som Danske Regioner har brug for kontinuitet i ledelsen, og ved at jeg stiller min post til rådighed for Stephanie nu, sikrer vi et stærkt formandskab. Et formandskab, som både repræsenterer stor erfaring og fremtid. Tidspunktet for skiftet er velvalgt, da vi står tæt på økonomiforhandlingerne med regeringen om næste års budget, som bliver de nyvalgte regionsråds arbejdsgrundlag.

Vigtige opgaver venter

Både Jens Stenbæk og Bent Hansen har meddelt, at de ikke genopstiller ved regionsvalget i november. Stephanie Lose ser frem til arbejdet som næstformand og siger:

- Jeg glæder mig til at indtræde i formandsskabet og tage hul på opgaverne sammen med Bent og resten af bestyrelsen. Der venter vigtige økonomiforhandlinger forude, og med regionernes nye udspil ”Sundhed for alle” er der for alvor sat gang i arbejdet med de mange opgaver, der venter i sundhedsvæsenet.

Kontakt

Hvis du vil vide mere

Katrine Tang, sekretariatschef og vicedirektør
Ledelsessekretariat
T: 3529 8438
M: 2917 0928
E: kta@regioner.dk

Jon Bøge Gehlert, presserådgiver
Kommunikation
M: 2115 2910
E: jbg@regioner.dk

Læs mere

Relaterede nyheder