Gå til indhold

Overbelægning skal kureres med varige løsninger

En netop offentliggjort akutpakke skal nedbringe overbelægningen på landets sygehuse. Det er en god håndsrækning fra regeringen, og der er behov for at løse overbelægningsproblemerne, mener Bent Hansen, formand for Danske Regioner

Regeringen og de borgerlige partier har den 2. februar indgået aftale om en akutpakke, som skal komme overbelægningen på flere af landets sygehuse og hospitaler til livs. Som en del af akutpakken er der afsat penge til øget kapacitet på sygehusene (100 mio. kr. i 2016 og 50 mio. kr. fra 2017 og frem) og bedre fordeling af indlagte patienter (90 mio. kr. over fire år).

- Vi har jo i flere år oplevet, hvordan nogle sygehusafdelinger næsten konstant har flere patienter, end der er kapacitet til. Det er hverken patienter eller personale tjent med, og derfor er der behov for et markant løft af indsatsen mod overbelægning, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner, og tilføjer:

Problemet forsvinder ikke
- Akutpakken er et fint tiltag fra regeringen og dens støttepartier, og jeg glæder mig på patienternes vegne over, at Christiansborg også har fokus på belægningsudfordringerne. Det er godt at sætte penge af til bedre fordeling af patienterne, men for at sige det, som det er: Overbelægning er hverken et midlertidigt problem eller pludselige pukler på enkelte afdelinger. Der er et løbende, højt flow af patienter, som presser kapaciteten på sygehusene.

Især medicinske afdelinger med mange ældre patienter kan opleve problemer med overbelægning. Det betyder ikke nødvendigvis patienter på gangene, for overbelægning kan eksempelvis være, at stuer beregnet til to patienter benyttes af tre patienter.

Behov for personale og senge
- Personalet på sygehusene løber stærkt og gør absolut, hvad de kan for at undgå overbelægning, men der er en grænse. Der er brug for en fælles indsats med kommunerne – hvilket regeringen også lægger op til – så patienterne kan komme hurtigere hjem fra hospitalet, siger Bent Hansen og supplerer:

- Når alle mellemregninger er skåret væk, handler det om, at der skal være nok senge og nok personale. Det er der ikke altid nu, og derfor skal der ses på midlerne til området.

I arbejdet med blandt andet belægningsproblemer ser Danske Regioner frem til det forestående arbejde med en national handlingsplan for ældre medicinske patienter.

Læs mere: