Gå til indhold

Sygehusbyggerier har skabt 12.000 arbejdspladser

Siden 2010 har byggeriet af 16 nye sygehuse i Danmark resulteret i 12.000 nye arbejdspladser.

11.586 nye fuldtidsjob er skabt gennem opførelsen af nye sygehuse fra 2010 til udgangen af 2014. Ved udgangen af 2015 forventes tallet at være steget til flere end 17.000 job. Det viser tal fra Danmarks Statistik beregnet efter modeller skabt af brancheorganisationen Dansk Byggeri. De fem regioner er ansvarlige for opførelsen af de nye sygehuse, og formanden for Danske Regioners Sundhedsinnovationsudvalg, Jens Stenbæk, glæder sig over de mange ekstra arbejdspladser:

- Ambitionen med de nye sygehuse er en god behandling af fremtidens patienter, men det er selvfølgelig også glædeligt, at det i den grad nu kommer byggevirksomheder til gode, siger han.

Den Aarhus-baserede tømrervirksomhed Hustømrerne A/S er blandt dem, der arbejder med byggeriet på Det Nye Universitetshospital i Skejby:

- I øjeblikket har vi 50 mand beskæftiget på Det Nye Universitetshospital i Aarhus, og det er bare vores egne medarbejdere. Derudover har vi hyret underentreprenører til alt malerarbejdet, hvor 30 mand er beskæftiget, siger direktør Klaus Andersen.

Læs mere
Sygehusbyggerier har skabt 12.000 arbejdspladser - artikel fra www.godtsygehusbyggeri.dk


Yderligere kontakt:

Klaus Andersen, direktør i Hustømrerne A/S, mobil 61 62 19 53