Gå til indhold

Screening af 100.000 borgere kan redde liv

Danske Regioner lægger op til at kortlægge folks gener for at skræddersy behandling.

Med gen-screeninger kan både behandling og forebyggelses styrkes, og for at få et billede af, hvordan fremtidens sundhedsvæsen kan give flere borgere et både længere og bedre liv, lægger regionerne nu op til, at 100.000 borgere - syge som raske - frivilligt kan melde sig de kommende år.
 
Planen er stadig i forberedelsesfasen, men med en kortlægning af folks gener vil sygdomme, risici og skavanker kunne afdækkes og afbødes eller helt undgås.
 
- Danske Regioner ønsker en bred debat om etikken og mulighederne. Men vi skal ikke blive ved debatten - vi skal handle til gavn for patienterne. Derfor overvejer vi nu sammen med andre parter at tilbyde 100.000 danskere en personlig analyse af deres arvemasse. Andre lande er allerede godt i gang, og vi håber at der også nationalt vil være opbakning i Danmark til, at vi kan komme med i kapløbet om at udnytte mulighederne, sagde formanden for Danske Regioner, Bent Hansen på foreningens generalforsamling i Aarhus den 23. april.
 
Tanken er, at det skal være frivilligt for borgerne om de vil deltage i projektet, der tænkes at komme til at løbe i en femårig periode. Og da der som sagt også er flere etiske overvejelser i forbindelse med projektet, vil regionerne og de andre parter bag kortlægningen nu lægge op til en folkelig debat om emnet. For hvordan forholder borgerne sig? Ønsker deltagerne for eksempel viden om, at de er i fare for at få alvorlig sygdom senere i livet? Skal oplysningerne gemmes, indtil de første sygdomstegn evt. viser sig? Og hvem skal have adgang til oplysningerne?

Det skal afklares før projektet tager sin begyndelse, blandt andet i kraft af drøftelser på en række dialogmøder. Allerede i dag screenes og rådgives borgere med arvelig kræftrisiko. Og erfaringen derfra bør fortsættes og udbygges under kontrollerede former, mener Danske Regioner.
 
De 100.000 deltagere kan være både raske og syge borgere, men i første omgang vil for eksempel borgere, som i en ung alder får konstateret hjertesygdom blive tilbudt den såkaldte gen-sekventering. Budgettet anslås at blive mindst 1 milliard kroner. Danske Regioner vil nu sammen med de øvrige parter i projektet, heriblandt sundhedsdekaner og patientorganisationer, forsøge at få private og offentlige fonde til at støtte initiativet.