Gå til indhold

Regioner og forskere håber på næsten 600 millioner til skræddersyet medicin

Regeringen har givet startskuddet og universiteter, patientforening og Danske Regioner håber nu på langt flere penge til et DNA-projekt

Flere parter glæder sig over, at regeringen netop har besluttet at afsætte fem millioner kroner til et storstilet DNA-projekt med personlig medicin. De vil nu i fælles front søge langt større beløb i offentlige og private fonde for at realisere et projekt med personlig medicin.

Målet er at kortlægge vores gener, og både universitetsforskere, patient-repræsentanter og Danske Regioner støtter projektet.

Ved hjælp af sundhedsdata og genetiske oplysninger kan eksperter i fremtiden forudsige sygdomme og ordinere præcis den medicin, der sætter effektivt ind mod vores lidelser.

De henved 600 millioner kroner, som initiativtagerne håber at skaffe, skal blandt andet gå til analyser, dataindsamling og nedkøling af blod- og vævsprøver.

Planen er, at projektet rulles ud i løbet af en femårig periode, hvor patienterne allerede i projektperioden forventes at høste frugterne. Det er dog stadig uvist, hvor mange og hvilke patientgrupper, der bliver indbudt.

Store perspektiver
Formand i Danske Regioner, Bent Hansen, ser store perspektiver i projektet:

- De teknologiske fremskridt kan blive til stor gavn for borgerne, der kan se frem til skræddersyet medicin og langt bedre livskvalitet. Vi stiler efter et sundhedsvæsen, hvor forbruget af medicin bliver mere målrettet, siger han.

Også dekan på Aarhus Universitet, Allan Flyvbjerg, er på vegne af de danske universiteter og universitetshospitaler forventningsfuld:

- Enkelte andre lande er i gang med lignende projekter, men den genetiske pulje i Danmark er relativ ensartet, og derfor har vi her i landet mulighed for at indtage en global førerposition, siger Allan Flyvbjerg.

En undersøgelse, som Epinion lavede for Danske Regioner i 2014 viste, at otte ud af ti borgere gerne vil have besked om kommende sygdom, især hvis sygdommen kan behandles.

Danske Patienters direktør, Morten Freil, siger, at udviklingen rummer store muligheder for patienter i fremtiden, og at det er fint, at projektet beskriver flere aspekter ved fremtidens personlige medicin:

- Vi er glade for, at etik og borgerinddragelse også er en del af det her projekt, lyder det fra Danske Patienter.