Gå til indhold

Blandet vækstaftale om digitalisering

Kommentar fra Carl Holst, næstformand i Danske Regioner, til Erhvervs- og Vækstministeriets vækstplan for digitalisering i Danmark

Da Erhvervs- og Vækstministeriet i december 2014 fremlagde planerne for en vækstaftale om digitalisering i Danmark, tegnede det lovende. Og den netop vedtagne aftale mellem regeringen og Folketingets øvrige partier er god, mener Danske Regioner, men der mangler en forpligtelse til at nå ud til Danmarks yderområder, siger Carl Holst, næstformand i Danske Regioner.

- I regionerne sætter vi stor pris på, at Christiansborgs politikere er opmærksomme på behovet for at styrke digitaliseringen i hele Danmark, og vi er glade for, at der nu gøres noget ved både mobil- og bredbåndsdækningen i det decentrale Danmark. Aftalen indeholder bestemt skridt i den rigtige retning, som danner grundlag for digital vækst i hele Danmark.

- Vi ønsker et Danmark, der hænger sammen, og derfor er vi umiddelbart glade for aftalens punkt om bedre mobildækning i Danmarks yderområder. Det er positivt, at teleselskaberne kan dele netværk, hvor kun ét selskab har dækning. Men det er skuffende, at aftalens ordlyd blot indikerer en mulighed for at dele netværk. Vi ønsker en mere håndfast og forpligtende aftale på det punkt. Uden en bindende aftale risikerer man, at vigtige patientinformationer til ambulancer forsinkes, fordi der er huller i mobildækningen. Og det skaber besvær for patienter, som behandles i eget hjem, og hvor der fremover er behov for at udveksle mere data med patienten.

- En aftale om digital vækst skal komme hele Danmark til gode, og borgerne skal have adgang til de samme ydelser, uanset hvor i landet man bor, siger Carl Holst.