Gå til indhold

Regionerne knokler med udredningsretten

Udvidede åbningstider, øget brug af udstyr og køb af flere undersøgelser hos private hospitaler og klinikker. Det er nogle af de tiltag, der skal sikre, at flere patienter fremover udredes inden for 30 dage

Retten til hurtig udredning betyder, at man skal have tilbud om udredning eller udredningsplan indenfor 30 dage. Udredningsretten gælder for borgere, hvor der ikke er mistanke om, at de lider af en akut livstruende sygdom. Den seneste monitorering indikerer, at 6 ud af 10 af de registrerede patienter udredes inden for 30 dage. Datagrundlaget i monitoreringen er desværre ufuldstændigt. Den siger samtidig ikke noget om, hvor mange patienter, der reelt frasiger sig retten til udredning inden for 30 dage, fordi de hellere vil til på et bestemt hospital. Alligevel er Ulla Astman, formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg ikke helt tilfreds.

- Det er ikke et tal, regionerne er tilfredse med. Men lad mig understrege, at hvis der er mistanke om, at en patient har en alvorlig eller livstruende sygdom, så skal patienten ikke vente i 30 dage. Patienten sendes i stedet i et komprimeret forløb, hvor diagnosen stilles langt hurtigere, siger Ulla Astman og fortsætter:

- I dag kan vi ikke registrere hvor mange af patienterne, der reelt frasiger sig retten til udredning inden for 30 dage, fordi de hellere vil på et bestemt hospital. Vi forventer at få bedre tal på det område fremover. Et skøn fra min egen region er, at fire ud af fem selv vælger at vente, siger Ulla Astman.

Konkrete tiltag som øget brug af private sundhedsleverandører, længere åbningstid, generelt faldende ventetid og flere diagnostiske undersøgelser - f.eks. er der i de første ni måneder af 2014 lavet 25.000 flere MR-skanning og 50.000 flere CT-skanninger end i samme periode i 2012 - bekræfter Ulla Astman i, at regionerne er på rette vej:

- Vi har sat massivt ind på at øge kapaciteten og samtidig sikre et dag- til-dag overblik på de enkelte hospitalsafdelinger for at sikre, at kapaciteten udnyttes til fulde. Jeg ved, at sygehuspersonalet løber stærkt for at implementere udredningsretten. Men det er ikke muligt at nå i mål på alle områder. Vi har helt konkrete områder, hvor der mangler speciallæger, siger Ulla Astman.

Udredningsretten sigter mod en mindre gruppe af de patienter, der dagligt ses på sygehusene. Mange udredes og behandles akut eller henvises direkte til behandling, fordi de allerede er udredt hos deres egen læge. En del udredes hurtigt i kræft- eller hjertepakker. De resterende patienter er målgruppen for udredningsretten.


Læs mere
Fakta om aktivitet (pdf) - faktanotat