Gå til indhold

Brobyggerne skaber fremtidens velfærd

Hvis regioner, kommuner og statslige institutioner skal styrke kvaliteten i kerneopgaven, kræver det ledere, der kan bygge bro over nogle af mellemrummene i den offentlige opgaveløsning. Det viser erfaringer fra ti projekter under Videncenter for Velfærdsledelse

Velfærdsområderne er under omstilling. Nye reformer banker på døren, der er krav om effektiviseringer, og der skal være mere samspil med borgerne. Med andre ord er der brug for nye løsninger, nye faglige kompetencer og ikke mindst kompetente ledelse.

Ifølge erfaringerne fra Videncenter for Velfærdsledelses ti projekter, er der især tre ledelsesudfordringer, som går igen, uanset hvilket velfærdsområde der er tale om:

  1. At skabe en samlende mening - dvs. formulere og anskueliggøre et stærkt fælles ”hvorfor”, der kan forene og motivere de ledere og medarbejdere, der sammen skal løse en bestemt velfærdsopgave.
  2. At lede tværgående relationer - dvs. koordinere en indsats, hvor flere parter skal skabe kvalitet og sammenhæng i en ydelse eller et forløb, der krydser faglige og organisatoriske grænser.
  3. At styrke udviklingskulturen - dvs. gøre organisationen i stand til løbende at bearbejde egne ideer, politiske beslutninger eller inspiration udefra, og omsætte det til en bedre opgaveløsning.

Forskellige projekter - ens udfordringer
Erfaringerne præsenteres på en konference i dag, men den tværgående erfaringsopsamling, ”Brobyggerne”, kan downloades herunder. Heri kan du læse mere om de tre ledelsesudfordringer og deres betydning for den enkelte leder og det samlede ledelsessystem.

- Selv om projekterne er vidt forskellige og dækker alle de store velfærdsområder, er der en del fællesnævnere i forhold til udfordringerne. Og der er ingen tvivl om, at de tre overordnede ledelsesudfordringer vil være relevante for alle offentlige ledere, der ønsker at finde nye veje i velfærdsledelsen, siger Signe Friberg Nielsen, forhandlingsdirektør i Danske Regioner og medlem af Videncenter for Velfærdsledelses styregruppe.

Kerneopgaven skal i fokus
For hver af de tre ledelsesudfordringer er der en række bud på, hvilke løsningsveje de offentlige ledere kan gå, hvis de vil ruste sig til fremtidens velfærdsleverancer og bygge de nødvendige broer, hvad enten det er mellem stat, regioner og kommuner, mellem politiske visioner og udmøntningen af dem i hverdagen eller mellem dybe faglige traditioner og moderne ledelsesformer.
- Der er ingen tvivl om, at projekterne rammer hovedet på sømmet i forhold til nogle af de store ledelsesudfordringer lige nu i den offentlige sektor. Der er brug for ledere, der sætter kerneopgaven i fokus, og som i højere grad lader hensynet til borgerne være omdrejningspunktet. Derfor står kompetencer som at kunne lede på tværs og drive innovation højt på ønskelisten, siger chef for KL’s Konsulentvirksomhed, Bente Buhl Rasmussen,, der er medlem af Videncenter for Velfærdsledelses styregruppe.

Læs mere:

Brobyggerne (pdf) - erfaringer fra ti projekter om ledelse af fremtidens velfærd, Videncenter for Velfærdsledelse, maj 2014.

Fakta
Videncenter for Velfærdsledelse er et samarbejde mellem Danske Regioner, Moderniseringsstyrelsen og KL, og formålet har været at indsamle, opbygge og formidle viden om velfærdsledelse i praksis ved at igangsætte og følge konkrete projekter om god ledelse for velfærdsområderne.

Videncentret har bestået af ti projekter, der dækkede flere af de store velfærdsområder som folkeskolen, det nære sundhedsvæsen, gymnasiet, ældreområdet, det specialiserede socialområde og psykiatrien.
Læs mere om projekterne og videncentret på www.velfaerdsledelse.dk.