Giv en ISBAR – ved mundtlig kommunikation
ISBAR er en standardiseret måde at kommunikere på særligt ved sektorovergange. ISBAR kan bruges alle steder i sundhedsvæsenet, bl.a. ved vagtskifte, når en person retter forespørgsel til en anden, når ansvar overdrages til en anden person/et andet vagthold og fra en sektor til en anden fx ved overflytninger af patienter.
ISBAR er en forkortelse, der står for:
I - Identificer dig selv og patienten
S - Beskriv situationen
B - Beskriv baggrunden kort
A - giv din analyse af situationen
R - giv eller få et råd om problemet
Brug af ISBAR kan forbedre patientsikkerheden bl.a. fordi:
- metoden øger kompletheden af oplysningerne
- skaber en fælles og genkendelig struktur for kommunikation
- sikrer, at det er indholdet, og ikke de personer, der kommunikerer, der kommer i fokus
- sikrer klare og professionelle anbefalinger i overleverings- og rådgivningssituationer
- er nem at huske.
Dette værktøj er bl.a. blevet anvendt i ældreplejen i Ikast-Brande Kommune siden medio 2010. Værktøjet er blevet tilpasset den kommunale verden i forhold til den version, der anvendes på sygehusene. Ændringen betyder, at SOSU-medarbejderne også kan se en mening i at benytte værktøjet.
ISBARen er lamineret i en lille A6 størrelse og ligger ved alle fastnettelefoner. Ligeledes har hver medarbejder et lamineret ark i lommen eller tasken. Når eksterne samarbejdspartnere (fx sygehus og praktiserende læger) skal kontaktes, hjælper ISBAR med til at systematisere samtalen for medarbejderne i ældreplejen. Oplevelsen er, at dette giver sikkerhed i kommunikationen.
Læs mere på VIS.dk om ISBAR og andre værktøjer til sikker kommunikation og læs mere om de praktiske erfaringer med ISBAR i den kommunale ældrepleje på videnkortet fra Ikast-Brande Kommune, Region Midtjylland samt om ISBAR anvendt i almen praksis og ISBAR anvendt på OUH Svendborg Sygehus, Region Syddanmark.
Senest opdateret
20-12-2012
af
Kristian Koch Enstrøm
Oprettet 06-12-2011
af
Kristian Koch Enstrøm