Rehabilitering af kræftpatienter

Selvom man er blevet helbredt for kræft, kan man opleve betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og sociale funktionsevne. Kræftrehabilitering handler om, at man i samarbejde med patienten, hjælper denne til et selvstændigt og meningsfuldt liv. Regionerne har nu sat fokus på rehabilitering, der er blandt emnerne i Kræftplan III

Regionerne har lagt mange kræfter i at implementere de såkaldte pakkeforløb på kræftområdet, men der er enighed om, at de indsatser, der kommer før og efter selve behandlingen, også skal i fokus. Rehabilitering er derfor et af emnerne i den kommende Kræftplan III.

Det er blevet stadig mere relevant med fokus på rehabilitering, fordi stadigt flere patienter helbredes eller lever længere med deres kræftsygdom.

Hvad er kræftrehabilitering?
Kræftrehabilitering går ud på, at patienter, der har risiko for at få betydelige begrænsninger i deres fysiske, psykiske og sociale funktionsevner, får hjælp til et selvstændigt og meningsfuldt liv.

Patienternes behov kan være mangeartede og afhænger af forskellige forhold heriblandt: 

  • Funktionsevne 
  • Livsstil 
  • Den specifikke sygdom og behandlingens påvirkning af patienten 
  • Andre samtidige sygdomme

Det giver et bredt spektrum af mulige rehabiliteringsbehov, hvor grupper af patienter har særlige og mere eller mindre sygdomsspecifikke karakteristika.

Rehabilitering er en koordinationsopgave
Rehabilitering kan omfatte en række forskellige indsatser på tværs af lovgivning, sektorer, regionale og kommunale forvaltninger som for eksempel:

  • Rådgivning 
  • Patientrettet forebyggelse 
  • Genoptræning 
  • Sygedagpengeopfølgning 
  • Praktisk bistand

Rehabilitering forudsætter et samarbejde med patienten og eventuelt dennes pårørende med udgangspunkt i patientens livssituation og behov. 

Indsatsen skal ske på tværs af myndigheder, lovgivning og fagområder. En stor del af rehabiliteringsopgaven består i at koordinere indsatsen, så patienten oplever et sammenhængende forløb

Forløbsprogram for rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft

En arbejdsgruppe i regi af Sundhedsstyrelsen udgav i januar 2012 "Forløbsprogram for rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft".

Forløbsprogrammet har til formål at sikre kvaliteten af den faglige indsats og koordinering af indsatsen tværfagligt og tværsektorielt. Programmet skal bidrage til at skabe klarhed, hvad angår samarbejdet og ansvarsplacering med henblik på, at patient og pårørende oplever sammenhængende forløb.

 

Senest opdateret  05-07-2012 af Charlotte Stryhn
Oprettet 16-03-2010 af Charlotte Stryhn

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Josefina Krausing-Vinther
Chefrådgiver
T: 35 29 83 91
M: 29 17 08 95
jkv@regioner.dk
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

RSS - emneord

Cancer
Kræft