Europa 2020 – en strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst
Europa 2020-strategien skal bidrage til at styrke EU's langsigtede vækstpotentiale bl.a. ved at tackle de udfordringer, EU står over for i forhold til den aldrende befolkning, klimaændringer og konkurrencen fra nye vækstøkonomier.
Til afløsning af Lissabon-strategien blev EU’s stats- og regeringschefer på mødet i Det Europæiske Råd i juni 2010 enige om en ny strategi for vækst og beskæftigelse, Europa 2020-strategien.
Strategien skal fremme høj beskæftigelse, produktivitet og social samhørighed gennem fokus på tre prioritetsområder: Intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst. I strategien opstilles fem overordnede EU-mål vedrørende beskæftigelse, forskning og udvikling, klima og energi, uddannelse samt social inklusion, der skal være styrende for indsatser på både EU- og medlemsstatsniveau frem mod år 2020.
Europa 2020-strategien indeholder en styrket økonomisk koordination, stærkere styrings- og rapporteringsredskaber samt en øget involvering af nationale, regionale og lokale myndigheder samt andre relevante aktører. Det kan bl.a. ske ved at nationale, regionale og lokale myndigheder samarbejder om og bidrager til at udforme og gennemføre Nationale Reformprogrammer.
Som led i udmøntningen af strategien har Europa-Kommissionen i efteråret-/vinteren 2010-2011 fremlagt syv flagskibsinitiativer, som indeholder en lang række konkrete forslag, der skal bidrage til fremskridt i forhold til de tre prioritetsområder intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst.
Desuden har Det Europæiske Råd på topmødet i juni 2010 givet sin politiske tilslutning til ti nye integrerede retningslinjer (økonomiske og beskæftigelsesmæssige), som medlemslandene tager højde for i deres stabilitets- og konvergensprogrammer og deres nationale reformprogrammer, som skal fremsendes i april.
Læs mere:
Senest opdateret
16-04-2010
af
Ole Ravnholt Sørensen
Oprettet 11-03-2010
af
Ole Ravnholt Sørensen