Nyt online leksikon om sundhed og sygdomme
Patienthåndbogen.dk giver alle danskere adgang til mere end 3000 artikler og 2000 illustrationer om sundhed og sygdomme. Det nye leksikon fra Danske Regioner skal bidrage til et mere åbent og gennemsigtigt sundhedsvæsen
Tjek symptomerne på røde hunde, find forklaringen på forhøjet blodtryk og meget mere i den nye online Patienthåndbog. Fra den 6. september 2011 får alle danskere gratis adgang til et nyt elektronisk leksikon med mere end 3000 artikler og 2000 illustrationer i form af medicinske tegninger, røntgenbilleder, animationer og fotos om sundhed og sygdomme.
Troværdig og faglig information
Bag det nye leksikon står Danske Regioner, sundhed.dk og Lægeforeningen. Det er første gang, at sundhedsvæsenet lancerer et online leksikon om sygdomme. Indholdet er skrevet af mere end 50 speciallæger og praktiserende læger, og Patienthåndbogen.dk er fri for reklamer og kommercielle interesser.
- Internettet er allerede flittigt i brug, når danskerne søger information om sygdom og sundhed. Regionerne har et mål om at styrke danskernes viden på det område og give borgerne den bedst tilgængelige viden. Et godt sundhedsvæsen er et åbent og gennemsigtigt sundhedsvæsen, hvor patienterne har adgang til al den viden, som kan hjælpe dem. Derfor har Danske Regioner investeret i Patienthåndbogen, hvor man kan finde reel, faglig og opdateret information, som er godkendt af læger, der opdaterer indholdet jævnligt, siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen.
Endnu et pejlemærke er nået
Patienthåndbogen er et af regionernes 24 pejlemærker for sundhed-it. Pejlemærkerne realiseres frem mod 2013 gennem RSI (Regionernes Sundheds-It), der er forum for regionernes samarbejde om sundheds-it.
- Med offentliggørelsen af Patienthåndbogen er endnu et pejlemærke nået, og det er vi stolte af. Det viser, at samarbejdet om at skabe effektiv sundheds-it af høj kvalitet virker. Et af målene er at gøre information let tilgængelig og give patienterne gode muligheder for at være aktive patienter, således at sundhedsvæsenets ressourcer kan bruges mest effektivt, siger Bent Hansen.
Tidligere er Lægehåndbogen lanceret som opslagsværk for de praktiserende læger. Med lanceringen af Patienthåndbogen.dk får alle danskere nu mulighed for at søge i den samme viden som lægerne, dog med artikler tilpasset almindelige borgere. Artiklerne er fordelt på sygdomme, symptomer og undersøgelser. Patienthåndbogen.dk indeholder også en medicinsk ordbog, hvor man kan slå lægefaglige ord op og få en forklaring på ordene på almindeligt dansk.
Find Patienthåndbogen på www.sundhed.dk og på www.patienthaandbogen.dk
Læs mere:
Senest opdateret
06-09-2011
af
Lars Herning
Oprettet 05-09-2011
af
Lars Herning