Regionerne havde ikke mulighed for at ændre prisen på fedmeoperationer
Regionerne havde i 2007 reelt ikke mulighed for at forhandle priserne på behandlinger på privathospitaler ned. Det konkluderede Rigsrevisionen allerede i 2009. Bent Hansen retter kritikken mod de forhandlingsrammer, som regeringen havde fastsat
- Det er absurd, at jeg og Danske Regioner skulle have ansvaret for overbetaling af privathospitalerne. Jeg har påtaget mig et medansvar for den konkrete fedmetakst. Det er klart, at der er en form for medansvar, for det var os der forhandlede de konkrete aftaler. Men hovedparten af ansvaret ligger i regeringen, som skabte den ramme, som vi forhandlede inden for.
Det siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen, efter medieomtale af, at regionerne er ansvarlige for den overbetaling, som privathospitalerne har modtaget for fedmeoperationer.
Den daværende sundhedsminister lagde i 2006 rammerne for, hvordan taksterne skulle fastsættes. Det betød blandt andet, at når der ikke kunne opnås enighed om priserne med privathospitalerne, så skulle Sundhedsministeriet afgøre prisen.
- Vi er ifølge loven forpligtet til at lave aftaler, når privathospitalerne melder sig på banen, og i slutningen af 2007 forhandlede vi en etårig aftale på plads. Kort tid derefter satte Sundhedsstyrelsen DRG-taksten markant ned. Det giver jo selvfølgelig et medansvar, for man kunne altid have gjort det bedre. Og det medansvar er jeg parat til at påtage mig lige som i andre sager, hvor jeg har en rolle. Men i denne sag, vil jeg ikke påtage mig det samlede ansvar, for regeringen foretog sig intet i den anledning. Der var ikke nogen vilje til at se privathospitalernes høje takster i øjnene, siger Bent Hansen.
Rigsrevisionen: Regionerne var stillet svagt
En rapport fra Rigsrevisionen konstaterede allerede i 2009, at det var svært for regionerne at forhandle priserne med de private sygehuse og klinikker.
Siden er lovgrundlaget for forhandlingsrammerne blevet ændret, så en voldgift nu skal tage stilling til de sager, hvor regionerne og privathospitaler ikke kan nå til enighed om priserne.
- Vi arbejdede målrettet på at komme ud af det system, der gav alt for høje priser. Derfor lykkedes det at få suspenderet ordningen i juni 2008 og efterfølgende aftalt nogle ændringer med regeringen, som gør, at de ikke længere kan sende sagen ind på sundhedsministerens bord. Efterfølgende er taksterne sat ned med over 20 procent i gennemsnit, og fedmetaksten er i sig selv nedsat med over 40 procent, siger Bent Hansen.
Læs mere:
Senest opdateret
20-01-2011
Oprettet 20-01-2011