Passagererne i centrum i den kollektive trafik

Der er brug for tættere koordinering mellem tog og bus i den kollektive trafik. Det er et af budskaberne i det temanummer om busser i nyhedsmagasinet Danske Kommuner, som Danske Regioner, KL og Trafikselskaberne i Danmark står bag

I temanummeret "Flere buspassagerer - hvad skal der til?", november 2011, beskrives det arbejde med bustrafikken, som regioner, kommuner og trafikselskaber gør, og der gives nogle eksempler på, hvad der er gjort og kan gøres for at gøre bustrafikken mere attraktiv. Temanummeret er blandt andet baseret på den rapport om flere buspassagerer, som Danske Regioner, KL og Trafikselskaberne i Danmark udgav i foråret 2011.

De tre parter er enige om, at den kollektive bustrafik ikke kan ses isoleret. Formand for Danske Regioners Udvalg for Regional Udvikling, Birgitte Josefsen, lægger således vægt på, at man ser den samlede kollektive trafik som ét sammenhængende system:

- Når vi snakker togdrift og busdrift, handler det meget om tæt koordinering. Passagererne er jo bedøvende ligeglade med, om selskaberne hedder det ene eller det andet, eller hvem der ejer dem. For dem handler det om at komme hurtigt og smidigt fra A til B, siger Birgitte Josefsen.

Tættere samarbejde med staten
Derfor opfordrer de tre parter til et tættere samarbejde med staten om, hvordan man får flere passagerer i den kollektive trafik.

- Vi er nødt til at finde ud af, hvad det er for et trafiksystem, vi vil have, siger Birgitte Josefsen.
Hun påpeger, at regioner, kommuner og trafikselskaber har mange muligheder for at få flere passagerer i den kollektive trafik:

- Vi skal tage fat på de initiativer, vi selv kan iværksætte i fællesskab. Det kan være at sikre optimale køreplaner, øget information om forsinkelser, forsøg med lavere takster uden for myldretiden, mobiltelefonbilletter og meget andet. Men skal bustrafikken tiltrække 50 procent flere kunder, er der behov for en dialog med staten om, hvordan vi kan sikre den nødvendige koordinering med togudbygningen og de nødvendige ressourcer til at øge driftsomfanget for busserne.

Læs mere:


Senest opdateret  04-12-2011 af Ole Ravnholt Sørensen
Oprettet 04-12-2011 af Ole Ravnholt Sørensen

 
 
 
 
 
 
Del | Sitemap | Print
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Uffe Nielsen
Seniorkonsulent
T: 35 29 82 57
M: 30 11 81 17
uni@regioner.dk
Johan Nielsen
Seniorkonsulent
T: 35 29 81 74
M: 29 17 02 65
jon@regioner.dk