Sygeplejerskers efter- og videreuddannelse skal sikre kvalitet
Det samlede efter- og videreuddannelsesudbud på sygeplejerskeområdet er afgørende for, at vi kan fastholde og udvikle kvaliteten i sygeplejen. Ny rapport rummer konkrete anbefalinger til udvikling af rammerne for sygeplejerskers videreuddannelse
For at fastholde og udvikle kvaliteten i sygeplejen er det vigtigt, at det samlede udbud af efter- og videreuddannelser på sygeplejerskeområdet svarer til sundhedsvæsenets behov og de sundhedspolitiske målsætninger. Derfor bør rammerne for sygeplejerskernes formelle og uformelle uddannelse udvikles løbende.
En arbejdsgruppe under Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Undervisningsministeriet har netop udgivet rapporten ”Vurdering af fremtidige behov for efter- og videreuddannelse inden for sygeplejen”. Udover de involverede ministerier har arbejdsgruppen bestået af Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner, KL, Dansk Sygeplejeråd og FTF
Arbejdsgruppen peger i rapporten på en række overordnede udfordringer og tendenser inden for sundhedsvæsenet, som har betydning for hvilke sygeplejerskekompetencer, der er – og bliver - brug for i det regionale og kommunale sundhedsvæsen.
Konkrete anbefalinger
Rapporten rummer desuden konkrete anbefalinger for udviklingen af fremtidens efter- og videreuddannelse på sygeplejeområdet.
For eksempel kan sygeplejerskers kliniske karriereveje støttes ved at styrke forskningen inden for klinisk sygepleje, blandt andet ved at oprette flere ph.d.-stillinger på området. Og det kan være hensigtsmæssigt med et øget samarbejde mellem sygehuse/regioner og kommuner omkring etablering af regionale og lokale uddannelsestilbud med en fælles og mere ensartet kerne.
Rapporten skal ses som et input til regeringens samlede vurdering af det fremtidige behov for efter- og videreuddannelse på sygeplejerskeområdet. Arbejdsgruppen blev nedsat som led i trepartsaftalen fra 2007 mellem regeringen, KL, Danske Regioner og FTF.
Læs rapporten:
Senest opdateret
10-09-2010
af
Lars Herning
Oprettet 10-09-2010
af
Lars Herning