Visioner for et stærkt offentligt sundhedsvæsen
Danske Regioner og ti faglige organisationer har i fællesskab udformet syv pejlemærker for et fornyet samarbejde om fremtidens offentlige sundhedsvæsen.
Det er nødvendigt at tænke i anderledes, smartere og mere effektive løsninger, hvis det stærke offentlige sundhedsvæsen fortsat skal udvikles. Derfor har Danske Regioner i efteråret 2009 taget initiativ til en ny og utraditionel form for dialog med en række faglige organisationer indenfor sundhedsvæsenet.
Ud fra dialogen har parterne i fællesskab udformet syv pejlemærker, der skal bidrage til at tegne visionerne for fremtidens sundhedsvæsen og udstikke retningen for de fælles indsatser i de kommende år.
De syv pejlemærker
Omdrejningspunktet for de syv pejlemærker er, at opgaveløsningen skal være i fokus, og at kvaliteten i behandlingen skal være i top.
Medarbejderne spiller en afgørende rolle for kvaliteten af ydelserne. Derfor skal pejlemærkerne også bidrage til at skabe attraktive arbejdspladser med faglig udvikling og personlige udfordringer for medarbejderne.
De syv pejlemærker, som parterne er enige om, er:
1. Synliggørelse af sundhedsvæsenets attraktive arbejdspladser
2. Gode og udviklende rammer for ledelse
3. Effektiv administration og relevant dataindsamling
4. Nyt lønsystem tilpasset fremtidens sundhedsvæsen
5. Det samlede arbejdsudbud skal øges
6. Fremme den mest effektive anvendelse af medarbejdernes ressourcer
7. Styring, der giver mening
Dialogen mellem parterne har især fokuseret på, hvordan man tackler de udfordringer, som det offentlige sundhedsvæsen står overfor i de kommende år. Befolkningens efterspørgsel efter sundhedsydelser stiger hele tiden, behandlingsmulighederne bliver flere og flere, og den demografiske udvikling vil i de kommende år udhuler grundlaget for rekruttering.
Parterne bag det fælles papir ”Et stærkt offentligt sundhedsvæsen” og de syv pejlemærker er AC, Dansk Sygeplejeråd, FOA, Foreningen af Speciallæger, FTF, HK/Kommunal, KTO, LO, Sundhedskartellet, Yngre Læger og Danske Regioner. Kredsen har aftalt at mødes igen i efteråret 2010 for at arbejde videre med konkrete initiativer, der kan fremme smarte løsninger på de mange udfordringer.
Læs mere:
Senest opdateret
01-07-2010
af
Lars Herning
Oprettet 01-07-2010
af
Lars Herning