Alle typer kræftpatienter skal hjælpes

Både i arbejdet med Kræftplan III og i en ny forløbspakke er der fokus på de patienter, som ikke umiddelbart passer ind i de eksisterende pakkeforløb for kræft

En ny speciel forløbspakke og Kræftplan III som offentliggøres inden for et par måneder skal hjælpe de patienter, som har symptomer på kræft, men som ikke umiddelbart passer ind i en af de eksisterende pakkeforløb for 34 kræftområder.

Den nye forløbspakke implementeres hen over sommeren. Den skal blandt andet sørge for, at patienter, som har kræft uden at det kan påvises hvorfra sygdommen udgår, fagligt håndteres af såvel den praktiserende læge som af sygehusene.

Andre patienter - som de patienter der har meget svage symptomer på kræft - vil opfanges via Kræftplan III.

Tæt dialog med fagfolk
Ulla Astman, formand for Danske Regioners sundhedsudvalg, er meget glad for, at der arbejdes fokuseret på at løse udfordringerne omkring de patienter, der ikke passer ind i pakkeforløbene for kræft

- Arbejdet foregår i en tæt dialog med relevante fagfolk både i arbejdet med Kræftplan III og lokalt i regionerne. Men det er vanskeligt, da det netop er patienter, som eksempelvis ikke har klare symptomer. Men vi skal nok nå i land, for vi har et godt samarbejde med Sundhedsstyrelsen, som vi har udarbejdet de eksisterende pakker sammen med.

Tydelige henvisningsveje
Overlæge Torben Palshof, onkologisk afdeling Århus Universitetshospital, der er formand for de multidisciplinære cancergrupper, understreger, at det nu er vigtigt at etablere tydelige henvisningsveje i de enkelte regioner, således at den praktiserende læge ved til hvilken afdeling en patient med uklare symptomer, som kan skyldes kræft, skal henvises til.

- Der bør ligeledes udarbejdes nationale retningslinjer for, hvordan denne patientgruppe undersøges – evt. i kombination med tilbud om, at den praktiserende læge kan iværksætte de indledende undersøgelser, siger Torben Palshof, som tilføjer, at det altid for en gruppe af patienter med kræft vil være meget vanskeligt at opdage det på det tidlige tidspunkt, hvor der alene er ukarakteristiske symptomer.

Optimering udredning og behandling
Ulla Astman understreger, at der på meget kort tid er taget en række initiativer for at forbedre kræftbehandlingen. Og med det nye forløb for patienter med uklare symptomer og den kommende Kræftplan III, som over tid skal udrulles, vil der ske yderligere optimering af kræftbehandlingen.

- Men vi må selvfølgelig sammen med vores samarbejdspartnere nå helt ind i krogene i forhold til, hvordan vi yderlige kan optimere udredning og behandling for alle kræftpatienter. Om der skal nye pakkeforløb til eller øget efteruddannelse vil jeg lade fagfolkene vurdere blandt andet gennem arbejdet med og udviklingen af Kræftplan III.

Senest opdateret  10-04-2010
Oprettet 16-04-2010

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kontakt

Josefina Krausing-Vinther
Chefrådgiver
T: 35 29 83 91
M: 29 17 08 95
jkv@regioner.dk
Torben Smith
Regionsrådsmedlem
T: 29 39 42 92
M: 29 39 42 92
Torben.W.Smith@regionsyddanmark.dk
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

RSS - emneord

Sundhed
Cancer