Høj produktivitet i sygehusvæsenet
De nyeste produktivitetsmålinger fra regionerne viser, at sygehusvæsenet har øget produktiviteten med 1,4 procent alene fra 2006 til 2007
Produktivitetsstigningen på 1,4 procent fra 2006 til 2007 svarer til hele 710 millioner kroner. Men det er ikke alene fra 2006 til 2007, at regionerne har øget produktiviteten. Faktisk er det fra 2004 til 2007 lykkedes for sygehusene at frigive knap 3,7 milliarder kroner. Det svarer til opførelsen af et mellemstort sygehus eller behandling af ca. 70.000 indlagte kræftpatienter.
De frigivne midler er naturligvis allerede brugt i sygehusvæsenet til at foretage flere behandlinger. Regionerne har dermed sørget for, at danskerne har fået meget mere sundhed for deres skattekroner.
- Jeg synes, at tallene taler deres tydelige sprog. Regionerne er uden sammenligning den mest produktive del af den offentlige sektor. Jeg synes, det er på tide, at vi begynder at benchmarke mellem de forskellige dele af den offentlige sektor. Lad os få nogle tal på bordet og se, hvor produktiv staten og kommunerne er, siger Bent Hansen.
Sammenligninger med det private og udlandetSygehusområdet er den eneste del af den offentlige sektor, hvor produktiviteten bliver målt årligt. Men sammenligner man produktiviteten i sygehussektoren med produktiviteten i forskellige sektorer i det private erhvervsliv, kommer sygehussektoren også her ud med en flot placering. Ifølge Dansk Industri havde sygehussektoren fra 2003 til 2006 en 60 procent større vækst i produktiviteten end de private byerhverv.
Regionernes flotte produktivitetstal fik i 2007 OECD til at konkludere, at det danske sygehusvæsen er et af verdens allermest effektive. På samme tidspunkt konkluderede OECD, at både Frankrig og USA havde et potentiale for yderligere effektiviseringer, som var ti gange større end Danmarks.
Senest opdateret
13-09-2009
af
Lars Herning
Oprettet 08-03-2010
af
Lars Herning