EU rådes til at reformere strukturfondene
Fokusér og forenkl! Anbefalingerne i ny rapport om unionens politik for strukturfondene efter 2013 er helt klare. Hvis anbefalingerne følges, er der også regionale strukturfondsmidler til Danmark efter 2013
Europa-Kommissionen rådes i ny rapport til gennemgribende reformer af unionens samhørighedspolitik – hvori strukturfondene spiller langt den største rolle. Rapportens forfatter, Fabrizio Barca, som er generaldirektøren i det italienske Finans- og Økonomiministerium, er i rapporten en klar fortaler for en fokusering og forenkling af EU’s strukturfonde.
Forventninger skal imødekommes
Barca understreger behovet for, at EU’s samhørighedspolitik fokuseres, så prioriteter og indsatsområder møder de forventninger og behov, der findes hos regionernes befolkninger. Samtidig bør samhørighedspolitikken baseres på de muligheder og potentialer, der ligger i de enkelte regioner i Europa.
Plads til regionernes kreativitet
Danske Regioners medlem af Regionsudvalgets underudvalg for territorial samhørighed, Henrik Ringbæk Madsen udtrykker stor interesse for rapportens potentialer. Han siger om fremtidens samhørighedspolitik:
- Barca-rapporten lægger op til omfattende ændringer i EU’s samhørighedspolitik – ændringer, der efter min mening kan medvirke til at skabe forbedrede muligheder for de danske regioner. Jeg ser især frem til en diskussion af mulighederne for innovativ og fleksibel finansiering, så der skabes plads for regionernes kreative og innovative kræfter.
De cirka 0,5 milliarder kroner om året, som Danmark får fra EU’s strukturfonde frem til 2013, udgør en væsentlig del af de midler, som de regionale vækstfora kan anvende til at forbedre den regionale vækst og beskæftigelse.
Det er Kommissionen selv, der har bestilt Barca-rapporten. Den forventes at udgøre et vægtigt element i formuleringen af den fremtidige samhørighedspolitik efter 2013.
Læs mere:
Senest opdateret
30-09-2009
af
Tina Underbjerg
Oprettet 08-03-2010
af
Tina Underbjerg